En gruppe demonstranter har søndag aften kastet flere molotovcocktails i forbindelse med en demonstration i København.
Det oplyser James Keiwe, vicepolitiinspektør hos Københavns Politi.
Den lovlig anmeldte demonstration startede klokken 17.20 ved Blågårds Plads, hvor demonstranterne ville markere årsdagen for rydningen af det tidligere ungdomshus på Jagtvej 69.
- De går så i gang og bevæger sig ud af Runddelen på Nørrebro, og vi følger dem stille og roligt med noget dialogpoliti.
- Da vi nærmer os området nede omkring Jagtvej, vender stemningen lige pludselig i demonstrationen, og de begynder at kaste med noget pyroteknik. Altså noget fyrværkeri mod politiet.
- Vi måtte så trække de ubeskyttede betjente væk, og i den forbindelse begyndte demonstranterne også at kaste med brandbomber, de såkaldte molotovcocktails. Op til fem styks er der blevet kastet mod politiet, siger James Keiwe.
På grund af udviklingen tog politiet en beslutning om at opløse demonstrationen, hvor de demonstrerende blev bedt om at tage hjem.
Det er politiets vurdering, at der har været 350 personer tilstede ved demonstrationen, da den startede.
Et par timer efter demonstrationen fortæller James Keiwe, at politiet har visiteret 44 personer, som opholdt sig på Jagtvej 69, og fordi der blev kastet flere molotovcocktails.
- Vi ville så se, om de skulle have yderligere våben på sig. Det foregik stille og roligt, hvor man fandt en enkelt låsbar kniv, som er en overtrædelse af våbenloven, og det vil ejeren til kniven blive sigtet for, siger James Keiwe og fortsætter:
- Derudover er der 21-årig mand, der er blevet anholdt for at have kastet en molotovcocktail tidligere på aftenen mod politiet. Det vurderes, om han senere bliver løsladt eller skal fremstilles, men det kan vi ikke tage stilling til endnu.
Vicepolitiinspektøren fortæller, at der sent søndag aften er roligt i området.
/ritzau/