Der døde et menneske i trafikken hver anden dag i 2014

Skrevet af admin

29/01/2015

Mest læste i dag

Sidste år mistede 183 personer livet i trafikulykker. Det svarer i gennemsnit til, at en person mistede livet hver anden dag. 3160 personer blev kvæstet, og det svarer til, at flere end 60 hver uge kom til skade i trafikken.

Det viser Vejdirektoratets statistik over dræbte og tilskadekomne i 2014. Alligevel går det den rigtige vej mod færre dræbte og tilskadekomne.

Ifølge Vejdirektoratet er antallet af dræbte det næstlaveste i statistikkens historie, mens antallet af kvæstede er det laveste.

Dermed fortsætter den positive udvikling. Antallet af dræbte er nu mindre end halvdelen af det antal, der optrådte i dødsstatistikken for 10 år siden.

- Det ser ud til, at det målrettede arbejde med at nedbringe antallet af de alvorlige trafikulykker har effekt. Men antallet af dødsulykker er stadig for højt, siger transportminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

Ministeren fastslår, at fokus på et forbedre trafiksikkerheden derfor skal bevares.

- Vi kan stadig gøre det bedre, så vi skal fortsætte at prioritere arbejdet med trafiksikkerhed højt, fordi forbedringer kan redde flere liv fremover og dermed hindre de tragedier, som dødsulykker i trafikken er, siger Magnus Heunicke.

Afdelingsleder i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen glæder sig over udviklingen, som kan have mange årsager.

- Vi har i Vejdirektoratet gjort meget for at forbedre sikkerheden for bilisterne, blandt andet ved at ombygge kryds, etablere hastighedsdæmpende foranstaltninger og i det hele taget gøre forholdene mere trygge og sikre på strækninger, hvor der stadig sker for mange uheld.

- Det arbejde fortsætter vi naturligvis med, siger hun.

Det har også betydning, at bilerne er blevet mere sikre. Og en anden kultur i trafikken er ved at brede sig.

- Bilerne er blevet mere sikre, ligesom der er noget, der tyder på, at danskernes generelle trafikkultur har forbedret sig. For eksempel ser vi færre eksempler på spirituskørsel, siger Marianne Foldberg Steffensen og tilføjer:

- Trafikulykker medfører store omkostninger af både menneskelig og økonomisk karakter. Derfor er der gevinster at hente ved at nedbringe antallet af ulykker i trafikken.

/ritzau/