Det danske design-ikon Jacob Jensen er død

Skrevet af admin

16/05/2015

Dagens topnyheder

Danmark har mistet en af sine absolut største designere.

Jacob Jensen døde fredag i en alder af 89 år, oplyser virksomheden Jacob Jensen Design i en mail til Ritzau.

Jacob Jensen var manden bag den ikoniske Margrethe-skål, som i over 60 år har været fast inventar i mange danske køkkener.

Desuden står hans navn på en lang række designs fra den danske hi-fi-producent Bang & Olufsen, som forbrugere verden over har betalt store summer for at kunne montere i deres stuer.

Samarbejdet startede i 1964 og varede helt frem til 1991. Udbyttet var i alt 234 produkter.

Jensens motto var "anderledes, men ikke mærkelig", og målet var at skabe et design, der skilte sig ud fra mængden uden at være uforståeligt.

Den tilgang har indbragt ham spandevis af priser og medaljer.

Han har 20 designs i den permanente udstilling på Museum of Modern Art (MoMA) i New York, er slået til ridder af Dannebrog og har modtaget Prins Eugen-medaljen af det svenske kongehus.

Jacob Jensen blev født den 29. april 1926 i København og gjorde allerede som 23-årig opmærksomhed på sig selv, da han indsendte en stol til en designkonkurrence, som belønnede ham med en medalje overrakt af Kong Frederik den IX.

I 1950'erne satte han sit præg på stilarten "Danish Modern", som gik sin sejrsgang verden over, og Jensen udmærkede sig som landets store industridesigner.

I 1990 overdrog han ledelsen af Jacob Jensen Design A/S til sønnen Timothy Jacob Jensen, som siden 1978 havde stået i lære hos faderen.

Jacob Jensen fortsatte dog med at designe helt frem til 2011, og ifølge virksomheden var han frisk til det sidste og gav for nylig interview til en bog om Bang & Olufsens design.

Han sov stille ind i sit hjem i Virksund ved Limfjorden øst for Skive, hvor han var omgivet af familien.

Han efterlader sig hustruen Nanna samt fem børn og 10 børnebørn fra to tidligere ægteskaber.

/ritzau/