DF håber på grønlandsk valg efter bilagsballade

Skrevet af admin

30/09/2014

Dagens topnyheder

Grønlænderne kunne godt trænge til et valg, da landets økonomi styrer mod en katastrofe, og der samtidig er politisk uro omkring landets regeringschef, som tirsdag vil anmode om orlov efter en bilagssag.

Det siger Dansk Folkepartis grønlandsordfører, Søren Espersen, til Ritzau.

Han vil ikke gå ind i en vurdering af, om regeringschef Aleqa Hammonds ønske om orlov kun er en del af et politisk spil for at undgå at udskrive det nyvalg, som oppositionen kræver.

- Det kan være, at en orlov kan berolige nogle i hendes eget parti, og derfor kan de være mindre tilbøjelige til at svigte hende i den tillidsafstemning, der kommer. Jeg ved ikke, hvad hun har tænkt sig, måske har hun brug for et pusterum.

- Jeg tror, Grønland ville have godt af et valg. Det ville rense luften ganske gevaldigt, og det, håber jeg, sker. Grønland er i øjeblikket styrende mod en økonomisk og samfundsmæssig katastrofe. Derfor skal der ske et eller andet i grønlandsk politik, siger Søren Espersen.

Regeringschefen, Aleqa Hammond fra det socialdemokratiske Siumut, har brugt over 100.000 kroner af selvstyrets penge til private formål.

Da Hammond vandt valget for halvandet år siden, var Søren Espersen mere optimistisk på grønlændernes vegne.

- Aleqa Hammond er et karismatisk menneske, som har ført en fantastisk valgkamp. Det betyder formentlig, at vi får et lille pusterum i Grønlands landsting, hvis hun gør det, hun sagde i valgkampen, sagde Søren Espersen dengang.

Tirsdag åbner det grønlandske parlament, og det er her, at Aleqa Hammond forventer at søge om tilladelse til at gå på orlov.

Det forventes, at det store oppositionsparti IA vil stille et mistillidsvotum mod Aleqa Hammond og tvinge hende til at trække sig. Der kan være flertal mod Hammond, hvis det blot lykkedes at flytte en enkelt stemme fra regeringskoalitionen.

Socialdemokraternes grønlandsordfører, Flemming Møller Mortensen, vil ikke kommentere den konkrete sag, men siger, at det er en ærgerlig situation for det grønlandske parlament.

- Jeg føler med politikere, jeg føler med demokratier, og jeg føler med, at befolkningen en gang i mellem tænker: "Hvad i himlens navn er det, der foregår?".

- Derfor ønsker jeg naturligvis for demokratier, at de foregår så roligt og harmonisk som muligt. Det er ikke det, der sker i Grønland i øjeblikket, desværre, siger socialdemokraten.

/ritzau/