DF-ordfører: Ombudsmandens hash-afgørelse er absurd

admin

|

27/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

DF er uenig med Folketingets Ombudsmands afgørelse, som slår fast, at en kostskole som bortviste en hf-elev for at ryge hash under en bytur i en weekend, ikke havde ret til at smide eleven ud.

- Jeg synes, at ombudsmanden er alt for meget jurist her. Skolen skal selvfølgelig have lov til at bortvise en elev. Det er ulovligt at ryge hash, og skolen har regler om, at man ikke må ryge hash, siger Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Alex Ahrendtsen.

Ombudsmanden har valgt at give den bortviste elev medhold i sin klage, for eleven var ikke synligt påvirket, da han kom tilbage på kostskolen. Han røg ikke hash et sted, hvor han kunne identificeres med skolen, og det var ikke på skolens område.

Skal det i fremtiden være muligt for en skole at bortvise en elev på grund af noget, eleven har gjort i fritiden og uden for skolens område, skal der være lovhjemmel for det.

Det er der ikke i dag, ifølge ombudsmanden.

Alex Ahrendtsen er dybt forundret over afgørelsen.

- Jeg forstår slet ikke ombudsmanden, vi har ellers sat vores lid til ham, siger han.

Han fastslår, at skolen skal være i sin gode ret til at bortvise, hvis den ved hjælp af en prøve, kan påvise, at eleven har ulovlige stoffer i blodet.

- De unge skal ikke ryge hash, de skal ikke tage stoffer og ikke i weekenden. Derfor skal skolerne have en mulighed for at sige nej til det og statuere et eksempel. Her skal juristeriet ikke tage over, siger Ahrendtsen.

Han vil nu kontakte undervisningsministeriet for at få dem til at kigge nærmere på, om der er brug for en lovændring på området.

- Hvis der er en uklarhed i loven, der gør, at skoler ikke må bortvise elever, som de kan påvise har taget ulovlige stoffer, så skal loven laves om, for det her har stor betydning for både kostskoler, efterskoler og frie fagskoler, og det kan vi ikke leve med.

- Men jeg håber da, at det ikke bliver nødvendigt. Jeg vil gerne stille spørgsmål til, om skolerne virkelig ikke har den ret, siger han.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra undervisningsministeriet.

/ritzau/