DF støtter Jens Stoltenberg som Natochef

Skrevet af admin

28/03/2014

Dagens topnyheder

Det norske Arbejderpartis formand, Jens Stoltenberg, vil være en fremragende Natochef, hvis han afløser Anders Fogh Rasmussen.

Det siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, efter at flere medier og diplomater erfarer, at Stoltenberg udnævnes til ny generalsekretær senere fredag.

- Som skandinav må det glæde mig, at det igen er en skandinav, som sætter sig på den post. Vi har et fortrinligt forsvarssamarbejde med Norge i et og alt. Den norske linje er meget som den danske.

- Derfor vil det være utrolig godt, om det lykkes for ham, siger Søren Espersen.

Natos forhold til Rusland er stærkt forværret efter invasionen af Krim, hvor russerne nu kontrollerer alle Ukraines militære anlæg. Derfor må Jens Stoltenberg forholde sig til Rusland, ligesom Anders Fogh Rasmussen har gjort, påpeger han.

- Jeg ser ham som en stærk statsminister. Det var han jo. Om han er socialdemokrat eller Høyre-mand i Norge har ikke den store betydning, når det kommer til forsvars- og sikkerhedspolitik. Der er rimelig konsensus, som der er hos os, siger Søren Espersen.

Ud over Rusland får Jens Stoltenberg en velvoksen opgave med at få de europæiske Nato-lande til at bruge flere penge på forsvar. 75 procent af Natos udgifter betales af USA mod 50 procent i Den Kolde Krig, understreger han.

- Vi har lovet Nato en dag at ende på 2 procent af BNP mod 1,4 procent. Det er kolossale penge, vi taler om. Det hverken kan eller skal vi præstere på én, to eller tre sæsoner. Næste forsvarsforlig skal altså ikke være et spareforlig, siger Søren Espersen.

Efter præsident Obamas advarsel om, at byrden bør fordeles bedre, bør europæerne ikke lulle sig i søvn, mener han.

- Nato er en alliance, hvor vi alle skal bidrage, mener Søren Espersen.

De Konservatives udenrigsordfører, Per Stig Møller, vil ikke kommentere sagen.

/ritzau/