Togfonden er slet ikke strandet på en letbane fra Vejle til Billund. Dansk Folkeparti stiller ingen ultimative krav, og partiet kommer, hvis transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) kalder.
Det fastslår DF's trafikordfører Kim Christiansen, efter hun mandag aften beskyldte ham for at stille ultimative krav om et letbane, da forhandlingerne om en togfond brød sammen.
- Vi er ikke ultimative i noget som helst. Hvis Pia Olsen Dyhr ringer og beder mig komme til forhandling, så møder vi selvfølgelig op. Det gør vi altid, siger Kim Christiansen.
Inden DF's gruppemøde tirsdag vil han ikke kloge sig på, om parterne kan enes i denne uge. Sporene skilles ved letbanen, som Pia Olsen Dyhr vil medfinansiere ved 700-800 millioner kroner fra Vejle og Billund Kommune, men DF vil sende regningen til staten.
Men måske har kommunerne spillet letbanen af banen, vurderer Kim Christiansen.
- Jeg har forstået, at hverken lufthavnen eller Billunds borgmester ønsker en letbane.
- Vejles borgmester (Arne Sigtenbjerggaard), som ellers har sagt, at letbanen var den rigtige løsning, har udtalt, at han er ligeglad, bare der kommer en løsning, siger Kim Christiansen.
Han understreger, at Dansk Folkeparti foreslog en togforbindelse fra Vejle til Billund. Partiet kan leve med dén løsning, som der er lokal opbakning til, fastslår DF's trafikordfører.
Regeringen og Enhedslisten kan ikke bruge penge til togfonden udenom Dansk Folkeparti, som var med til at skaffe 28,5 milliarder kroner i højere skatteindtægter fra Nordsøolien, mener Kim Christiansen.
- Ved et sættemøde med finansministeren kiggede vi hinanden i øjnene og havde en klar aftale om, at dem, der er med til finansieringen, også er med til at udmønte den, siger Kim Christiansen.
/ritzau/