Di Maria sender Argentina videre med sen scoring

Skrevet af admin

01/07/2014

Mest læste i dag

Det lugtede langt væk af straffesparkskonkurrence, men blot tre minutter før den forlængede spilletids afslutning sendte Angel Di Maria Argentina i VM-kvartfinalen med sin 1-0-scoring mod Schweiz.

Di Maria udnyttede et flot oplæg fra Lionel Messi, og dermed fik guldkandidaterne igen bjærget en sejr i land efter en indsats, der i lange perioder var en skuffelse.

Nu venter en kvartfinale mod enten USA eller Belgien på lørdag, mens Schweiz kan rejse hjem, og landstræner Ottmar Hitzfeld kan gå på pension.

Hitzfeld var med sin taktik lige ved at snyde favoritterne, men spillerne fra alpelandet kan ikke for alvor beklage sig over at tabe en kamp, som de bidrog kraftigt til at gøre ganske kedsommelig.

Argentina, der ikke har ikke vundet noget af betydning siden Copa America i 1993, kan fortsætte jagten på VM-guld, men det er fortsat svært at se, hvad sydamerikanerne skal have håbet i.

Holdet har ikke været rigtigt overbevisende en eneste gang ved dette VM, men det er selvfølgelig imponerende på den baggrund, at det alligevel er blevet til fire sejre i fire kampe.

Der mangler sammenhæng mellem defensiv og offensiv på Alejandro Sabellas mandskab, og træneren har ikke fået den stærkt besatte offensiv til at fungere på en måde, der yder de flotte navne retfærdighed.

Mod Schweiz var Ezequiel Lavezzi med fra start i stedet for skadede Sergio Agüero, men det bragte ikke mere schwung i det fremadrettede spil, der fortsat baserer sig på enkeltmandspræstationer af Lionel Messi eller Angel Di Maria.

Schweizerne var dog heller ikke kommet på banen for at bidrage til en fodboldklassiker. Træner Ottmar Hitzfeld sendte et ængsteligt hold på banen, men alligevel havde europæerne første halvlegs største chance.

Josip Drmic var pludselig helt fri med en ubeslutsom Sergio Romero i det argentinske mål, men den kommende Leverkusen-forward forspildte muligheden med et slatten lob, der endte i Romeros taknemmelige favn.

Efter pausen løb schweizerne tør for ambitioner, og Argentina overtog næsten fuldstændig spillet, men det var stadig småt med de oplivende momenter.

Gonzalo Higuain sendte en stor hovedstødschance forbi mål, da argentinerne endelig fik spillet sig igennem den schweiziske forsvarsmur, og i slutfasen sørgede målmand Diego Benaglio med sine sikre hænder for, at kampen gik i forlænget spilletid.

/ritzau/