DI øjner håb for dansk eksport efter tøbrud med Iran

Skrevet af admin

03/02/2014

Dagens topnyheder

En lettelse af sanktionerne mod det iranske præstestyre vil gøre det lettere for danske virksomheder at drive forretning i landet, som med rød-hvide briller gemmer på mange muligheder.

Det siger Peter Thagesen, afsætningspolitisk chef hos Dansk Industri.

- Ophævelsen af sanktionerne vil gøre det nemmere for danske virksomheder igen at operere på de iranske markeder, lyder det fra DI's afsætningspolitiske chef.

Lettelsen af sanktionerne kommer efter, at landet sammen med en række FN-stormagter i november blev enige om, at Iran skal standse sine mest kontroversielle atomaktiviteter.

Til gengæld lempes der en smule på en række sanktioner mod det mellemøstlige land, der har haft store konsekvenser for den iranske økonomi i de seneste år.

Blandt andet vil Iran som følge af de hævede sanktioner igen kunne bruge europæiske forsikringsselskaber, når landet tegner forsikring for sine olietransporter.

- Iran er et spændende marked med en stor befolkning. De har olie og en veluddannet befolkning, så det har historisk været et af de større eksportmarkeder i den del af verden for dansk erhvervsliv, siger Peter Thagesen og fortsætter:

- I løbet af et år eller to vil det blive et marked, som igen vil komme ind på radaren hos flere og flere europæiske og herunder danske virksomheder.

Peter Thagesen forklarer, "at Iran de sidste fem-seks år generelt har været det i særklasse vanskeligste marked at operere på."

- Det skyldes dels nogle helt almindelige kontrolregler for eksport, som er gældende for alle lande, siger han og fortsætter:

- Derudover har FN af flere gange indført nogle sanktioner, som har strammet grebet, så det til sidst næsten ikke har været muligt at handle med Iran.

Til gengæld blæser der nu mere positive vinde i Iran, siger chefen fra DI, som forklarer det med, at sanktionerne har været så vidtgående og vedholdende, at de et eller andet sted har gjort iranerne møre.

- Det har været rigtig vanskeligt for dem at finde leverandører, påpeger Peter Thagesen.

/ritzau/