DI: Sådan kan Danmark blive 23 milliarder rigere

Skrevet af admin

04/04/2014

Dagens topnyheder

Forud for forårets politiske forhandlinger på Christiansborg om en ny vækstpakke, præsenterer Dansk Industri (DI) 82 anbefalinger til, hvordan Danmark kan blive 23 milliarder kroner rigere i 2020.

Ved at holde lidt igen i de offentlige udgifter kan pengene i stedet bruges på tiltag, der gør Danmark mere konkurrencedygtig, skaber langsigtet vækst og giver danske familier mere luft i budgettet, mener DI.

- Danmark og danskerne er udfordret af, at vi er for lidt produktive både i virksomhederne og i vores offentlige sektor. Det er vi nødt til at tage alvorligt og gøre noget ved, hvis vi fortsat skal have råd til at udvikle vores samfund, som vi ønsker det.

- Hvis vi fremover vil have råd til sygehuse, børnehaver og uddannelser i høj kvalitet, så skal vi være mere produktive, siger administrerende direktør i DI Karsten Dybvad.

Direktøren peger på, at øget produktivitet kommer alle til gavn.

- Højere produktivitet i den private sektor øger reallønnen for både private og offentligt ansatte. Konkret betyder vores vækstplan, at en typisk LO-familie vil få mindst 2600 kroner mere mellem hænderne om året, siger Karsten Dybvad.

Blandt den store buket af anbefalinger er blandt andet, at "skadelige" afgifter og skatter - dem der hæmmer produktiviteten - skal sænkes for ni milliarder kroner, og at især den tekniske forskning skal løftes, så Danmark nærmer sig nabolande som Sverige og Tyskland.

Det kommer på en dag, hvor regeringen har lagt den udskældte brændeafgift i graven og i stedet vil hæve bundskatten og sænke personfradraget for at få mere end 15 milliarder kroner mere ind i statskassen.

- Jeg vil klart anerkende, at de danske politikere - både regering og opposition - har taget fat på mange af de udfordringer, vi står med som samfund.

- Den seneste vækstplan fra juni 2013 har sat en vigtig kurs. Men vi er langt fra mål. Der er brug for at tage grundigere fat, siger Karsten Dybvad.

DI har sammen med sine medlemsvirksomheder lanceret en landsdækkende indsats, hvor virksomhederne kan inspirere hinanden til selv at løfte produktiviteten.

/ritzau/