Diabetesforeningen skrotter også Corcom-undersøgelse

Skrevet af admin

15/04/2015

Dagens topnyheder

Diabetesforeningen følger nu i Bupl og Psykiatrifondens fodspor og trækker en tidligere udgivet undersøgelse, der er foretaget af analysefirmaet Corcom, tilbage. Det skriver TV 2.

Det sker, efter at der er blevet sået tvivl om, hvorvidt der rent faktisk er dokumentation for firmaets undersøgelser. I den forbindelse har Diabetesforeningen bedt Corcom om at redegøre for den undersøgelse, de foretog for foreningen i 2012.

Det oplyser Diabetesforeningens kommunikationschef, Morten Jakobsen, til TV 2.

- Det har firmaet ikke kunnet dokumentere. I lyset af den seneste debat vælger vi derfor at trække undersøgelsen tilbage og fjerner den fra vores hjemmeside. Troværdighed i vores budskaber er altafgørende, siger han.

Tirsdag trak Psykiatrifonden en undersøgelse tilbage, som havde slået fast, at hver anden danske forælder ikke laver daglige aktiviteter med sine børn.

Undersøgelsen, der skulle omfatte 1400 personer, viste sig dog at være mangelfuld, og Corcom kunne i øvrigt ikke fremlægge tilstrækkelig dokumentation for, at de mange interviews var blevet gennemført.

Corcom har siden sin start i 2001 leveret en række analyser og undersøgelser for eksempelvis Bupl, Diabetesforeningen og en lang række af kommuner og regioner.

For Bupl's vedkommende har firmaet leveret to undersøgelser, begge tilbage fra 2010. En af dem var en rundspørge til 5000 borgere om deres syn på pædagoger.

Linket til den undersøgelse vil nu i lyset af sagen fra Psykiatrifonden blive fjernet fra Bupl's hjemmeside, oplyser fagforbundet til Ritzau.

/ritzau/