Direktør for FIH Erhvervsbank stopper

Skrevet af admin

28/08/2014

Mest læste i dag

Når september går på hæld, og vi træder ind i oktober, vil den ene af direktørerne for den snart afviklede FIH Erhvervsbank ikke længere hedde Bjarne Graven Larsen. Han fratræder sin stilling efter aftale knap fire år efter, at han kom fra en stilling som fondsdirektør i ATP.

Fremadrettet vil det være direktør Henrik Sjøgreen, der udgør bankens direktion.

Det oplyser FIH Erhvervsbank i forbindelse med bankens halvårsregnskab torsdag middag.

- Jeg synes, at det er et helt naturligt tidspunkt at stoppe på. FIH er landet på benene, og udlånskunderne har fået et godt nyt hjem, siger Bjarne Graven Larsen, i en meddelelse til regnskabet.

- Opgaven i de kommende år i FIH har ændret karakter, hvilket gør det naturligt, at der sker ændringer i sammensætningen af ledelsen, siger Bjarne Graven Larsen.

Fra bestyrelsens side får den snart afgående direktør pæne ord med på vejen ud af døren.

- Bjarne Graven Larsen har ydet en stor indsats og gjort en helt afgørende forskel i FIH, siger bestyrelsesformand i FIH, Christian Dyvig, i en meddelelse til regnskabet.

- At det er lykkedes at sælge bankens udlånsforretning og ikke mindst at skaffe likviditet til at tilbagebetale den statsgaranterede obligationsgæld på 50 milliarder kroner til tiden i et finansielt marked præget af finanskrisen. Det har bestemt ikke været nogen nem opgave, siger han.

- At det er lykkedes så godt, er ikke mindst Bjarne Graven Larsens og Henrik Sjøgreens fortjeneste, siger Christian Dyvig.

Der er sket ændringer i FIH Erhvervsbank i første halvdel af året som led i bankens afvikling. FIH Erhvervsbank overdrog i juni 24 store erhvervskunder til Nykredit Bank, mens Spar Nord Bank tidligere på året overtog to tredjedele af bankens erhvervskunder.

FIH Erhvervsbank kommer ud af første halvdel af 2014 med et overskud før skat på 117,3 millioner kroner, hvilket er en tilbagegang fra 133,2 millioner kroner i samme periode året før.

/ritzau/