Djokovic skal glemme statistikken i finalen mod Nadal

admin

|

07/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kun syv mandlige tennisspillere har præsteret at vinde alle fire grandslam-turneringer mindst én gang i løbet af karrieren.

Den ene af dem er Rafael Nadal, der søndag spiller finale i French Open, og på den anden side af nettet venter Novak Djokovic.

Serberen mangler netop kun en French Open-triumf for at få pladen fuld og blive den ottende i tennishistorien med alle fire store trofæer.

Men han er altså oppe imod manden, der har vundet otte French Open titler og kun er blevet besejret én gang i 66 kampe på Roland Garros-anlægget.

- Jeg mener ikke, at der er tvivl om, at han er favorit til at vinde. Men okay, jeg har spillet god tennis på det seneste. Min finalesejr mod ham i Rom for nogle uger siden har helt sikkert givet mig selvtillid, siger Djokovic.

Rafael Nadal lignede inden French Open en mand, der kunne besejres efter tre nederlag på grus i turneringerne i Monte Carlo, Barcelona og Rom.

Men spanieren har vist vanligt skræmmende form i Paris, hvor han kun har afgivet et sæt undervejs, og hvor Wimbledon-vinderen Andy Murray kun vandt seks partier i de tre sæt i semifinalen.

- Det er rigtigt, at jeg tabte nogle kampe. Men hvis jeg spiller, som jeg gjorde mod Murray, så kommer det ikke til at ske, siger Nadal, der kan blive den første mand, som vinder turneringen fem gange i træk.

Samtidig gælder finalen også førstepladsen på verdensranglisten. Den sidder Nadal på lige nu, men hvis Djokovic vinder, bytter de plads.

Kampen, der spilles klokken 15 søndag eftermiddag, er det 42. møde mellem de to spillere, og Nadal har vundet 23, mens Djokovic har vundet de øvrige 19.

/ritzau/