Dødelig ebola-virus kan have spredt sig til Mali

Skrevet af admin

04/04/2014

Dagens topnyheder

Den frygtede ebola-virus er muligvis nået til Mali. Myndighederne i landet har opdaget tre formodede ofre for ebola.

- Der er blevet taget blodprøver, som er sendt til udlandet for at blive analyseret, siger Malis sundhedsminister, Ousmane Kone.

Indtil resultaterne af prøverne kendes, vil de tre personer blive holdt i isolation.

I nabolandet Guinea er over 80 mennesker bukket under for den dødelige sygdom. Virussen har også spredt sig til Liberia, hvor den menes at være skyld i mindst syv dødsfald.

Ebola kan overføres til mennesker fra vilde dyr og mellem mennesker gennem kontakt med blod, sekreter og andre kropsvæsker.

Ubeskyttet håndtering af smittede lig kan også føre til infektion.

Ebola, som er en uhelbredelig sygdom, har dræbt omkring 1600 mennesker, siden den første gang blev opdaget i 1976.

/ritzau/AFP