Dortmund er i CL-kvartfinalen trods nederlag

Skrevet af admin

19/03/2014

Dagens topnyheder

Mens det tyske mesterskab er helt ude af syne, kan Borussia Dortmund fortsætte jagten på den store triumf i Champions League, som klubben var så tæt på i sidste sæson.

Træner Jürgen Klopps tropper tabte ganske vist returkampen mod Zenit Skt. Petersborg med 1-2, men det resultat sender alligevel tyskerne ned i den krukke med otte hold, som Uefa skal bruge til at trække lod til kvartfinalerne på fredag.

Dortmund gik nemlig ind til kampen med et solidt rygstød i form af 4-2-sejren på udebane i den første kamp, og derfor blev det aldrig helt spændende, selv om russerne strittede flot imod.

Zenit ansatte tirsdag Andre Villas-Boas som ny træner efter den fyrede Luciano Spalletti, men portugiseren var ikke i trænersædet på Westfalenstadion.

Der sad den midlertidige chef Sergej Semak, og han kunne se angrebsstjernen Hulk lave et pragtmål til 1-0 efter 16 minutters spil.

Den store brasilianer tromlede forbi et par modstandere, inden han smadrede bolden i mål fra lang afstand og tændte et lille håb for de undertippede russere.

Zenit skulle vinde med tre mål for at gå videre, og den drøm havde liv indtil kort før pausen, da Dortmunds veterananfører Sebastian Kehl nåede højest ved et hjørnespark og headede udligningen ind for hjemmeholdet.

Tilskuerne i Dortmund fik en overraskende underholdende forestilling med tanke på, at det meste syntes afgjort på forhånd.

For Zenit spillede deres mikroskopiske chance og gik også til angreb efter pausen, og 17 minutter før tid kunne indskiftede Salomon Rondon bringe gæsterne foran på ny.

Der skulle dog fortsat to Zenit-scoringer til at sørge for sensationen, og det var for meget at forlange af Semaks mandskab, der nu er færdig i europæisk fodbold for denne gang.

/ritzau/