Drama før Champions League: Ajax-fans stukket ned i Milano

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Den afgørende Champions League-kamp mellem AC Milan og Ajax i Milano onsdag aften har fået et trist forspil.

To fans af den hollandske klub er blevet indlagt på et hospital i Milano efter at være blevet stukket ned med kniv. Det skete i forbindelse med et større slagsmål, hvor en gruppe demonstranter var involveret, skriver nyhedsbureauet Ansa ifølge AFP.

Den ene af dem er uden for livsfare, mens den anden befinder sig i en mere alvorlig tilstand efter at være blevet stukket i maven.

Hundredvis af politibetjente i kampudstyr blev sat ind, og Ajax-fans blev kørt væk fra optøjerne i busser.

Kampen begynder 20.45, og der er en billet til forårets 1/8-finaler på spil. Ajax skal vinde, mens Milan kan nøjes med uafgjort.

/ritzau/