"Duncan" er inspireret af Bendtners storkamp

Skrevet af admin

15/10/2013

Dagens topnyheder

Nicklas Bendtner satte en høj standard for danske landsholdsangribere med sin pragtkamp mod Italien i fredags.

Dermed er der noget at leve op til for afløserne, der skal tage over for den karantæneramte Arsenal-forward i aften mod Malta.

Men en af kandidaterne, FC Midtjyllands Morten "Duncan" Rasmussen, mener ikke, at Bendtners præstation sætter efterfølgerne under pres.

- Først og fremmest var det fantastisk, hvad han leverede. Det var fedt at se ham tilbage, og jeg sad bare og glædede mig på hans vegne.

- Det er klart, at man kan blive inspireret af det. Som angriber skal man levere, siger Morten "Duncan" Rasmussen.

Han blev indkaldt til truppen efter kampen mod Italien, da det stod klart, at Bendtner var i karantæne. Efter at også Simon Makienok har måttet forlade truppen, er den erfarne forward kommet tættere på spilletid.

- Skulle jeg få chancen i kampen, vil jeg forsøge at vise noget af det gode spil, jeg også har vist i klubben i efteråret, siger Rasmussen.

Han fik sin femte og seneste landskamp for næsten tre år siden, men har aldrig opgivet at komme tilbage i landsholdstrøjen.

- Man har altid ambitioner om at blive en fast del af landsholdet.

- Vi har mange unge og ufatteligt dygtige spillere i Danmark, så det er ikke det letteste, men det er klart, at man går efter at forbedre sig hver eneste dag, siger Morten "Duncan" Rasmussen.

Danmark møder Malta i aften klokken 20.15.

/ritzau/