Dyremishandling: 3000 kamphaner reddet i kæmperazzia

Skrevet af Michael Lauritsen

10/02/2014

Mest læste i dag

- Hanekamp er en grusom og barbarisk praksis, der torturerer dyr, sætter den offentlige sundhed og sikkerhed i fare og medfører andre forbrydelser.

Sådan begrunder statsanklager i New York, Eric Schneiderman, en stor razzia, som i løbet af weekenden har reddet i omegenen af 3000 fugle fra hanekamp. Ni personer blev anholdt.

Det skriver New York Daily News.

Fra lørdag nat til søndag morgen slog politiet til mod et hanekamps-arrangement i Queens, et hemmeligt opbevaringssted for haner i Brooklyn og en avlsfarm i Ulster County.

Razziaen, der gik under navnet 'Operation Angry Birds', er den største, der nogensinde er gennemført i delstaten, oplyser Eric Schneiderman.

Politiet kom på sporet, da en anonym mand afleverede en optagelse af et arrangement. Manden indrømmede samtidig at have avlet, trænet og sat haner i kamp i næsten 10 år.

Ifølge myndighederne fik hanerne præstationsfremmende stoffer og blev udstyret med knivskarpe sporer, så de kunne flå hinanden til blods. 

Fulde gamblere spillede op mod 55.000 kroner på hver kamp.

Mange af de beslaglagte fugle bar tydelige fysiske tegn på at være avlet, trænet og brugt til kamp. Flere havde fået fjernet hagelapperne og kammen, mens fjerene var pillet af bryst og ben.

Seks af de personer, som blev afsløret i at have arrangeret hanekampe, risikrer op mod fire års fængsel og en bøde på over 135.000 kroner.