E-Boks' hjemmeside har haft tekniske problemer siden klokken 08.24 fredag morgen, men er oppe at køre igen midt på eftermiddagen.
Under nedbruddet kom der en fejlmeddelelse op på skærmen, hvis man prøvede at klikke sig ind på hjemmesiden e-boks. dk:
- E-Boks er midlertidig ude af drift på grund af tekniske problemer. Vi beklager eventuelle gener, dette måtte medføre.
Ifølge kommunikationsdirektør for e-Boks, Susanne Søndahl Wolff, blev der fundet en flaskehals i en såkaldt netværkskomponent, som gjorde, at siden var nede.
Selvom hjemmesiden var nede, var det muligt at komme på e-Boks gennem netbankerne, via borger.dk eller gennem e-Boks' app til mobiltelefoner eller tablets, som flere end en million borgere har downloadet.
Nedbruddet skete kun 36 dage før, at danskerne skal være tilmeldt Digital Post, som betyder, at post fra det offentlige eller virksomheder lander i en privat postkasse på nettet i stedet for at komme ind gennem brevsprækken.
Flere kommuner har netop sendt digitale breve ud til borgerne for at informere dem om overgangen til Digital Post. Men ifølge e-Boks var det ikke øget trafik, der fik hjemmesiden til at gå ned.
Det var et kapacitetsproblem - der var simpelthen for lidt plads på siden - der var skyld i nedbruddet.
Ifølge Nets, som er selskabet bag dankortet, er e-Boks et selvstændigt aktieselskab, som ejes ligeligt af Nets og Post Danmark.
Idéen med e-Boks er at gøre forsendelse af post mellem virksomheder og private mere effektiv.
- Det betyder store porto-besparelser for de private og offentlige virksomheder, der sender store mængder post. Desuden ydes bedre service overfor kunder, der i stigende grad ønsker at betjene sig digitalt, skriver Nets på sin hjemmeside.
/ritzau/