Ebola-epidemi spreder sig til hovedstaden i Guinea

Skrevet af admin

23/03/2014

Dagens topnyheder

En af verdens dødeligste virusser, der i de seneste uger har hærget det vestafrikanske land Guinea, har bredt sig til hovedstaden Conakry.

Virussen ebola har allerede kostet 59 mennesker livet i landets sydlige skovområder, men det er tilsyneladende ikke lykkedes myndighederne at bremse smitten.

- Mindst 59 ud af af de 80 personer, der har fået konstateret smitten i det vestafrikanske land, er døde. I løbet af de seneste dage har den dødelige virus spredt sig til hovedstaden, siger Unicef søndag i en udtalelse.

Conakry, en stor havneby ved Atlanterhavet, menes at have en befolkning på mellem 1,5 og to millioner indbyggere.

Der findes i dag ingen behandling eller vaccine mod ebola, der ifølge WHO dræber mellem 25 og 90 procent af de smittede. Det gør den til en af verdens mest dødelige virusser.

Ebola overføres fra menneske til menneske gennem kontakt med organer, blod, sekreter og andre kropsvæsker.

Til at starte med giver den influenzalignende symptomer, høj feber og ondt i halsen, men udvikler sig herefter til svære blødninger i indre organer og huden - og ofte med døden til følge.

Unicef siger, at mindst tre af de smittede i Guinea er børn, og at netop dette udbrud af virussen er slem.

- Dette udbrud er særligt nedslående, fordi sundhedspersonale er blandt de første ofre. Indtil videre har ebola dræbt mindst otte sundhedsmedarbejdere, der har været i kontakt med smittede patienter, skriver Unicef.

- Det forhindrer arbejdet mod virussen og truer den daglige behandling i et land, der allerede mangler lægefagligt personale.

Organisationen opfordrer Guineas befolkning til at undlade at deltage ved begravelser, hvis det er muligt, og til at undgå kontakt med syge og døde.

Eksperter siger, at det er muligt at tæmme virussen, fordi den dræber sine ofre hurtigere, end den kan nå at sprede sig.

/ritzau/AFP