Ebola-frygt: Syge passagerer evakueret fra fly i Boston

Skrevet af admin

14/10/2014

Dagens topnyheder

Myndighederne i USA gør alt for at gardere sig mod flere tilfælde af den dødelige ebola-virus på amerikansk jord.

Mandag blev fem passagerer med influenzalignende symptomer således evakueret fra et passagerfly efter ankomsten til Logan-lufthavnen i Boston fra Dubai.

Men ingen af de fem er smittet med ebola, oplyser myndighederne.

Passagererne blev hentet ud af flyet af sundhedsarbejdere i beskyttelsesdragter. Ifølge lufthavnsmyndighederne har ingen af de fem for nylig været i Vestafrika, hvor ebola har kostet mindst 4000 personer livet.

Det er tredje gang i løbet af få dage, at lufthavnsmyndighederne i USA reagerer på en mistanke om, at passagerer kan være smittet med ebola. Endnu har ingen af de passagerer, som sundhedsmyndighederne har undersøgt, vist sig at lide af sygdommen.

Fem lufthavne i USA har indført ebola-kontrol af passagerer, men Logan-lufthavnen er ikke blandt dem. Der er ingen direkte flyvninger mellem Boston i det nordøstlige USA og Vestafrika.

Beredskabet i USA er skærpet, efter at en ebolasmittet mand i sidste uge døde på et hospital i Dallas i delstaten Texas. Han var kort tid forinden ankommet fra Liberia, der er blandt de tre hårdest ramte lande.

Mindst en af de sygeplejere, der deltog i behandlingen af patienten, er blevet smittet.

Mandag advarede myndighederne om, at flere sundhedsarbejdere kan bære på smitten.

- Vi bliver desværre ikke overrasket, hvis der bliver konstateret flere tilfælde, sagde læge Thomas Frieden, der er chef for de amerikanske Centre for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse (CDC) på et pressemøde mandag.

- Vi er nødt til at overveje muligheden for, at der kan være flere smittede - specielt blandt sundhedsarbejdere, sagde han.

/ritzau/Reuters