Ed Miliband: Det er et meget skuffende resultat

Skrevet af admin

08/05/2015

Dagens topnyheder

Det er en dybt skuffet Ed Miliband, der tidligt fredag morgen erkender, at Labour ser ud til at have klaret sig langt dårligere end forventet ved det britiske parlamentsvalg.

- Selv om vi ikke kender det endelige resultat endnu, har det tydeligvis været et meget skuffende valg for Labour, siger Ed Miliband, der selv sikrede Labour et sæde i Doncaster North-kredsen.

Indtil torsdag aften forventede alle et meget tæt valg, men en valgstedsmåling fra blandt andet BBC viste, at Det Konservative Parti med premierminister David Cameron i spidsen står til hele 310 mandater mod Labours 239.

Ed Miliband peger blandt andet på en "bølge af nationalisme" i Skotland som årsag til Labours tilbagegang.

Her ser de skotske nationalister i SNP ud til at støvsuge næsten alle 59 mandater.

- Til alle de Labour-kandidater i Skotland, der har tabt deres mandat i parlamentet, vil jeg sige: Jeg er ked af det, der er sket.

Skotland plejer at være et område, hvor Labour står stærkt. Spørgsmålet er nu, hvordan SNP kan bruge sine stemmer.

Det er nemlig ikke sikkert, at Det Konservative Parti kan mønstre et flertal sammen med Liberaldemokraterne, som kun står til at skrabe omkring ti mandater i hus, hvilket er det absolutte mindste, hvis de to partier skal regere sammen fremadrettet.

Premierminister David Cameron siger fredag morgen, at han håber på at kunne forme en regering i løbet af de kommende dage efter en "meget stærk valgnat".

- Jeg plejer at sige, at der kun er én meningsmåling, som spiller en rolle, og det er den på valgnatten, og jeg tror ikke, at det nogensinde har været mere sandt end nu.

- Det har tydeligvis været en god nat for Det Konservative Parti. Mit mål er simpelt: Jeg ønsker at regere på vegne af alle briter, siger Cameron.

/ritzau/