Eden Hazard snupper endnu en titel som årets spiller

Skrevet af admin

12/05/2015

Mest læste i dag

I april blev Eden Hazard kåret til årets spiller i Premier League af fodboldspillernes egen organisation, Professional Footballers Association (PFA), og tirsdag modtog han samme hæder fra de engelske journalister.

English Football Writers Association (FWA) stemte Hazard ind på førstepladsen i kåringen foran Tottenham-kometen Harry Kane og Hazards Chelsea-holdkammerat John Terry på de næste pladser.

Hazard er den første belgiske spiller nogensinde til at vinde titlen, som blev stiftet i 1948, mens Gianfranco Zola (1997) og Frank Lampard (2005) tidligere har modtaget hæderen iført Chelsea-trøjen.

- Som kreatør, målscorer og hårdtarbejdende spiller har han (Hazard, red.) været en konstant trussel for mestrene, lyder det efter kåringen fra FWA-formand Andy Dunn ifølge Reuters.

- Han er startet på banen i alle 36 Premier League-kampe, Chelsea har spillet indtil videre, og i betragtning af, hvor opmærksomme modstanderne er på ham, er det en præstation i sig selv, uddyber Andy Dunn.

Titlen gik sidste år til Luis Suarez, der leverede 31 ligamål for Liverpool i sidste sæson, inden han skiftede til FC Barcelona, og komitéen bag kåringen håber at se Hazard forblive i England.

- Han er en fremragende efterfølger til Luis Suarez, og vi håber bare, han bliver i Premier League meget længere, end Luis gjorde efter at have modtaget titlen, siger Andy Dunn.

Eden Hazard har scoret 14 mål i Premier League i sæsonen og har stået for oplæg til otte andre Chelsea-scoringer.

/ritzau/