Efter lang forlovelse indgår SAS og Cimber ægteskab

Skrevet af admin

08/12/2014

Dagens topnyheder

Det lille danske flyselskab Cimber har gennem de seneste 10 år fløjet for SAS. Nu skal den aftale ophøre, da SAS køber Cimber.

- Gennem købet får SAS adgang til en specialist i regionale flyvninger med en meget konkurrencedygtig produktionsplatform, som passer godt til SAS' produktion med større Airbus- og Boeing-fly, siger koncernchef Rickard Gustafson, SAS.

SAS vil selv flyve de lange ruter med egne fly og eget kabinepersonale - hos Cimber skal man derimod stå for de kortere distancer.

Og da Cimbers overenskomst samtidig er billigere og enklere, er der store besparelser at hente for SAS i forhold til, hvis moderselskabet selv skulle stå for produktionen.

- På grund af de forventede synergier vil købet af Cimber give SAS mulighed for at opretholde og udvikle regionale linjer inden for netværket til gavn for kunderne, siger koncerndirektøren.

De to selskaber har samme type mindre jetfly, de såkaldte CRJ-fly. Og ved at samle de mindre fly i et datterselskab under SAS har man de kortere ruter samlet et sted.

Opkøbet kommer blot 10 dage, før SAS kommer med et årsregnskab, der er ventet med spænding. I forbindelse med offentliggørelsen af kvartalsregnskab i september varslede Rickard Gustafson en ny spareplan.

Cimber er et dansk flyselskab med hovedkontor i Sønderborg. Flyselskabet blev grundlagt i 1950 og flyver i dag for andre flyselskaber. Cimber har siden 2004 fløjet for SAS - en aftale, der udløber i marts til næste år.

Inden handlen kan erklæres for gyldig, skal den godkendes af konkurrencemyndighederne, oplyser SAS.

/ritzau/