Efterforsker venter ikke flere anholdelser i sygehussag

admin

9 år siden

|

03/03/2015

Dagens topnyheder

Ofte vil et grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre betyde, at politiets efterforskning vil føre til flere anholdelser. Men det er næppe tilfældet i sagen om en række mistænkelige dødsfald på Nykøbing Falster Sygehus.

Mandag blev en 29-årig kvinde fængslet i sagen. Ifølge Ritzaus oplysninger er hun sigtet for manddrab efter straffelovens paragraf 237, og der er angiveligt tale om en ansat på sygehuset.

Retsmødet foregik for dobbeltlukkede døre, hvilket sker ganske sjældent, og i reglen kun når mulige medgerningsmænd er på fri fod.

- Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at der skal foretages flere anholdelser i sagen, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen dog til Ritzau tirsdag formiddag.

Derudover vil Søren Ravn-Nielsen ikke kommentere den igangværende efterforskning.

Kvinden blev anholdt søndag eftermiddag, efter at Nykøbing Falster Sygehus havde indgivet en anmeldelse til politiet. Anmeldelsen skyldtes, at der på hospitalet var forekommet flere mistænkelige dødsfald.

Hvor mange mistænkelige dødsfald der er tale om, vil hverken hospitalet eller politiet oplyse nærmere om.

Mandag blev kvinden så fremstillet i grundlovsforhør.

Ved den lejlighed forlangte advokaturchef Jeanette Wincentz Andersen fra anklagemyndigheden hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at der blev afsagt kendelse om dobbeltlukkede døre af hensyn til politiets efterforskning.

Den anmodning valgte dommer Henning Larsen at følge, og det betyder, at selv politiets sigtelse mod kvinden indtil videre er hemmelig.

Søren Ravn-Nielsen oplyser til Ritzau, at politiet af egen drift vil melde mere ud om sagen, når man vurderer det betimeligt. Han kan dog ikke sige noget om tidshorisonten for en sådan udmelding.

/ritzau/