Eks-landsholdsspiller gør comeback i FCM

Skrevet af admin

13/08/2014

Mest læste i dag

FC Midtjyllands håndboldkvinder får forud for sæsonen tilgang af den tidligere landsholdsspiller Mie Augustesen, der eller i april ellers indstillede sin karriere.

Den 26-årige venstrefløj stoppede i april hos København Håndbold for at flytte til sin daværende kæreste i Tyskland, men nu er hun tilbage i Danmark.

- Det har været en turbulent juli, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang i FCM med hård træning og med mit nye job hos DK Company, siger Mie Augustesen i en pressemeddelelse.

Den regnskabsuddannede håndboldspiller starter i en deltidsstilling i tøjkoncernen DK Company, som er en af FCM's sponsorer og som finansierer spilleren.

Augustesen skal ikke regne med spilletid lige til at begynde med, indikerer træner Helle Thomsen.

- Vi har allerede to venstrefløje, som jeg tror på, og som har arbejdet stenhårdt under opstarten, så der bliver hård konkurrence om pladserne på venstre fløj.

- Mie ved, at hun starter som nummer tre, men hun vil kæmpe sig tilbage. En fighterindstilling som jeg har respekt for, siger Helle Thomsen.

Den nytiltrådte FCM-spiller starter træningen i FC Midtjylland torsdag.

- Jeg er håndboldsulten og glæder mig helt vildt til at komme i gang i den klub, der stod allerøverst på min ønskeseddel. Jeg glæder mig til timerne i styrkerummet og på halgulvet og vil - undskyld udtrykket - kæmpe røven ud af bukserne for at komme stærkt tilbage, siger hun.

/ritzau/