EL: Ministeren må give klar melding om ugandisk homolov

Skrevet af admin

21/12/2013

Dagens topnyheder

- Noget forbandet svineri.

Sådan betegner Enhedslisten den stærkt omstridte lov mod homoseksualitet, som er vedtaget Ugandas parlament.

Loven betyder, at homoseksuelle kan straffes med fængsel op til livstid for gentagne tilfælde, hvis deres seksualitet bliver kendt.

Og den gør det også ulovligt - med fængsel til følge - hvis man ikke anmelder homoseksuelle aktiviteter til politiet, hvis man skulle spotte den slags.

- Det er noget forbandet svineri, at de fratager mennesker nogle rettigheder, som andre har, siger Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl.

- Hvis det her bliver gennemført, så må vi handle fra dansk side.

- Det kunne være, at vi selvfølgelig først og fremmest skal fastslå, på at vi er uenige i sådan en praksis, men vi skal også være parate til at trække en streg i sandet og true med stop for bistanden, siger han.

- Hvis vi giver bistand til regeringen dernede, så vil vi gerne være med til i sidste ende at indefryse den. Men det skal ikke gå ud over sociale bevægelser, der kæmper for rettigheder, for så rammer vi jo skævt, tilføjer Christian Juhl.

Udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen (R) har fredag skrevet i en pressemeddelelse, at han "dybt beklager" homoloven, men at han vil afvente, om Ugandas præsident sender loven tilbage til fornyet behandling i parlamentet.

Christian Juhl så dog gerne, at den nyudnævnte udviklingsminister tog klart og utvetydigt afstand fra den lov, der lige nu ligger på bordet.

- Jeg vil gerne opfordre ministeren til at give en klar melding om, hvor Danmark står i denne sag, siger han.

/ritzau/