EL: Nye partistøtteregler er et fantastisk fremskridt

admin

|

25/03/2015

Dagens topnyheder

Regeringen høster mange roser for sit nye udspil til en ændring af reglerne for partistøtte. I hvert fald, hvis man spørger Enhedslisten.

- Vi er meget tilfredse med regeringens udspil. Vi har i lang tid kæmpet for at få mere åbenhed om, hvor partierne får deres penge fra, siger Per Clausen, medlem af Folketingets præsidium, til Ritzau.

Regeringen vil ifølge udspillet sænke grænsen for, hvornår en sponsor kan være anonym. Fremover skal det ske, hvis der bliver givet 10.000 kroner eller mere. I dag går grænsen ved 20.000 kroner.

- Vi har foreslået 5000 kroner, så det er ikke præcis i tråd med vores ønske. Men i forhold til, hvordan det er nu, så er det et fantastisk stort fremskridt, siger Per Clausen.

Ifølge økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) kommer udspillet, fordi borgerne skal have langt større indblik i sponsoraterne af partier og enkeltkandidater. Et område, som Danmark har fået international kritik for.

- Nu skal gardinerne rulles op, så borgerne kan følge med, siger Morten Østergaard til Berlingske.

Venstre erklærer sig imod forslaget, fordi det rammer skævt. Kristian Jensen (V) henviser til, at mange venstrefløjspartier nyder godt af den indirekte støtte, som gives gennem eksempelvis annoncekampagner fra fagforeninger.

Men Per Clausen afviser, at det skulle være noget problem.

- Vi har ikke noget imod, at man også skal offentliggøre den indirekte støtte. På den anden side er det klart, at Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer, 3F, Bupl og andre kan føre politiske kampagner for deres mål uden at man kan sige, at det hverken er direkte eller indirekte støtte.

- Men i den udstrækning, at der er tale om støtte i form af penge eller tjenesteydelser, skal det selvfølgelig offentliggøres, siger han til Ritzau.

Regeringen vil indkalde til forhandlinger om ændringerne efter påske.

/ritzau/