Elbilsalget har allerede overgået sidste års niveau

Skrevet af admin

05/08/2014

Dagens topnyheder

Salget af elbiler har taget et vældigt hop i 2014. Det viser tal fra De Danske Bilimportører, som har opgjort salget i årets første syv måneder.

Her er der indregistreret 670 nye biler, og dermed er sidste års total på 511 biler for længst overgået.

En af årsagerne er ifølge Lærke Flader, der er branchechef for Dansk Elbil Alliance, at udvalget af modeller er blevet større med lanceringen af biler som BMW i3, Volkswagen E-up, Renault Zoe og Nissan Leaf.

Og samtidig har blandt andre Københavns Kommune og biludlejningsfirmaet Avis skiftet en del af vognparken ud med eldrevne alternativer.

- Det er ikke det store gennembrud, men det er et skridt på vejen. Nu gælder det for politikerne om, at skabe rammerne for, at den positive tendens fortsætter, siger hun og henviser til, at elbilernes afgiftsfritagelse udløber med udgangen af 2015.

Selv om man på Christiansborg har været positivt indstillet over for elbiler og samtidig diskuterer en omlægning af afgiftssystemet for biler, er der endnu ikke sket noget konkret, siger hun.

- Hvis ingen ved, hvad der sker om et års tid, så stopper investeringerne i infrastruktur og forhandlernet, ligesom interessen fra store flådeejere formentlig forsvinder.

- Afgifterne kan flytte bilparken derhen, hvor man gerne vil. Så hvis den politiske målsætning om at komme af med olien skal indfris, skal der sættes ind nu med nogle tiltag fra regeringens side, slår hun fast.

Lærke Flader mener dig ikke, at elbiler skal have særordninger i de næste mange år, tværtimod.

- Vi så jo allerhelst, at man normaliserede elbilerne i et afgiftssystem, der tager hensyn til, hvor miljørigtige bilerne er, i stedet for som nu at se på, hvor dyre de er.

- Vi har så bare fortsat brug for en hjælpende hånd her i begyndelsen, og det har vi nogle år endnu, siger hun.

Elbilsalget i Danmark lå i perioden fra 2011 til 2013 ret stabilt omkring 500 om året.

/ritzau/