EM-håbet lever: Norske indskiftere nedlægger Bulgarien

Skrevet af admin

14/10/2014

Mest læste i dag

Italien og Kroatien har sat kursen mod EM i 2016, men det norske landshold kan blive en farlig outsider.

Mandag aften vandt nordmændene hjemme i Oslo med 2-1 over Bulgarien i kvalifikationsgruppe H.

Det blev folk fra bænken, der løb med overskrifterne på Ullevaal, da den kun 15-årige Martin Ødegaard blev den yngste spiller nogensinde i EM-kvalifikationen. Ødegaard blev skiftet på banen efter godt en times spil.

Det var nu den seks år ældre Håvard Nielsen, der skabte størst jubel, da han med 20 minutter tilbage af opgøret hamrede bolden i mål til slutresultatet 2-1.

Håvard Nielsen var ligesom supertalentet Martin Ødegaard kommet på banen i løbet af anden halvleg.

De norske værter havde taget føringen efter et kvarter, da Per Ciljan Skjelbred lagde bolden i en bue over Bulgariens forsvar. Tarik Elyounoussi løb bolden op, og selv om angriberens træk blev lidt langt, så snød det modstandernes fremadstormende målmand, og Elyounoussi kunne gøre det til 1-0.

Nordmændene måtte dog gå til pause med en dårlig fornemmelse, da Bulgarien fik udlignet til 1-1 på et hovedstød i slutningen af første halvleg.

I gruppens øvrige kampe slog Kroatien på hjemmebane Aserbajdsjan med 6-0, mens Italien blot formåede at vinde 1-0 ude over Malta. Italien fik Leonardo Bonucci udvist i et opgør, hvor både italienerne og Malta sluttede kampen med 10 spillere på banen.

Kroatien og Italien topper gruppe H med ni point efter tre kampe, mens Norge har seks point på tredjepladsen.

De to bedste hold fra gruppen er direkte kvalificeret til EM, mens nummer tre kan også klemme sig med til slutrunden i Frankrig. Den bedste treer på tværs af kvalifikationsgrupperne er også direkte kvalificeret til EM, mens de øvrige treere hold skal ud at spille playoff.

/ritzau/