En fjerdedel af de unge synes forældrene er pinlige på facebook

Skrevet af Ronja Ryde

17/04/2014

Dagens topnyheder

'EEJ far, hvor er du PINLIG!'

Efterhånden som de sociale medier vinder indpas i vores hverdag, er den lidt ældre generation også hoppet med på især twitter- og facebook-bølgen. 

Opfindelsen af internettet har uden tvivl rokket ved den generelle opfattelse af barndom og det at være forælder, men én ting ændrer sig åbenbart aldrig: Pinlige forældre. Med de sociale medier har forældrene endda fået helt nye platforme til at få deres afkom til at krumme tæer. 

Læs også: Disse ting skal dit barn ikke bestemme

Således viser en ny britisk undersøgelse, at over en fjerdedel af de unge - helt præcist 29 procent - har prøvet at blive 'ydmyget' online af deres forældre. Det skriver Daily Mail.

Pinlige forældres statusopdateringer og foto-uploads betyder, at næsten en tredjedel, 30 procent, af briter mellem 18 og 34 år har blokeret eller slettet deres forældre på facebook. 

Læs også: Sådan sletter du dine spor på nettet

Noget tyder endda, ifølge undersøgelsen, på, at forældrenes ydmygelse af børnene ikke udelukkende skyldes teknologisk uvidenhed. Nogle forældre laver bevidst sjov med deres facebook-elskende afkom på sider som reasonsmysoniscrying.com.

Undersøgelsen viser desuden, at det især er fædre, der kan få deres teenagebørn til at kravle langt ind under computerbordet. Rent faktisk scorer fædrene 40 procent i pinlighed, mens mødre kun når op på 28 procent. Mødrene er generelt en del mere 'nede med sproget' end fædrene, og forstår sig på internetforkortelser som YOLO (You Only Live Once, red.), ROFL (Rolling On the Floor Laughing, red.) og LOL (Laughing Out Loud, red.)

Læs også: Nokia advarer mod oplader: Kan give elektrisk stød

- Efterhånden som forældre er blevet mere aktive på de sociale medier er det interessant at se på, hvordan de interagerer med deres børn, siger en talsperson fra Three, som står bag undersøgelsen om de pinlige forældre. 

 

Top ti over de mest pinlige ting, forældre, ifølge undersøgelsen, kan udsætte dig for online:

1. At lægge upassende billeder af dig op på de sociale medier. (24 procent)

2. At lægge upassende billeder af sig selv op på de sociale medier. (21 procent)

3. At bruge slang-ord - og bruge dem forkert. (10 procent)

4. At lægge upassende kommentarer op på deres egen facebook-væg. (10 procent)

5. At kommentere på din status (9 procent)

6. At chatte med dine venner (4 procent)

7. At kommentere på dine venners billeder (4 procent)

8. At kommentere på dine billeder (3 procent)

9. At tagge dig i opslag (3 procent)

10. At 'synes godt om' opslag på din væg (3 procent)