Engell: Bitre politiske opgør er sjældent et kønt syn

Skrevet af admin

28/03/2014

Mest læste i dag

Politikere husker aldrig det samme fra et møde. Specielt ikke hvis der er gået noget tid, og det drejer sig om et bitter opgør, som i SF.

Det siger politisk kommentator og tidligere minister Hans Engell, der har haft sin gang på Christiansborg i mere end 25 år.

- Der er ikke noget mærkeligt i, at SF's tidligere formand Annette Vilhelmsen ikke kan genkende alt, der står i singlen. Jeg kan ikke huske at have oplevet, at politikere husker det samme fra et møde, siger han.

Singlen "I det røde felt", skrevet af Ritzau-journalisten Kristian Brårud Larsen, handler om Annette Vilhelmsens vej til magten og det bitre interne opgør, der resulterede i SF's exit fra regeringen.

På sin facebookprofil skriver Annette Vilhelmsen, at "I al stilfærdighed må jeg konstatere, at der er adskillige passager, som ikke er skildret korrekt. Og jeg kan derfor heller ikke blåstemple indholdet".

- Jeg synes, at det er en pinlig storvask, og det er der ikke noget mærkeligt i. Når man har store interne partiopgør, alting ender i kaos, udtræden af regeringen og en stor del af de ledende politikere forlader partiet, så er det aldrig noget kønt syn.

- Og det er det heller ikke hos SF, fordi nu starter slagsmålet om, hvem har ansvaret og for hvad. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at hun ikke kan genkende alt, hvad der står, og at hun derfor ikke kan blåstemple singlen.

Forløbet i sig selv har været meget uskønt, og Annette Vilhelmsens succeskriterium specielt, mener han.

- Det, at Annette Vilhelmsen anser det for sin største sejr, at hun fik en stor gruppe af partiets ledende politikere og de mest talentfulde unge til at melde sig ud af SF, er et mærkeligt succeskriterium.

- Det er meget usædvanligt og noget af en falliterklæring, at en partileder siger, at hun er meget, meget glad for, at hun fik hele holdet af unge, der i virkeligheden skulle have overtaget SF i disse år, til at forlade partiet, siger Hans Engell.

I singlen beskrives det, at Hans Engell i efteråret 2007 blev inviteret til at holde et oplæg for SF'erne om, hvad det ville sige at være i regering.

Hans grundtone var en advarsel.

Annette Vilhelmsen har ikke ønsket at kommentere sin udtalelser på facebook.

/ritzau/