De sager, som har fyldt i medierne i hele den sidste folketingssamling, bliver slet ikke omtalt i onsdagens afslutningsdebat i Folketingssalen: Løkkes bilagssag, GGGI-sagen og formandsskiftet i SF.
I stedet bliver der krydset politiske klinger, så det gnistrer, og derfor skal man lægge mærke til tonen i debatten.
Det siger politisk kommentator Hans Engell.
- De seneste meningsmålinger viser meget betydelige forskydninger hos vælgerne. Det vil afspejle sig i debatten. Målingerne viser et Venstre, som går markant tilbage. Dansk Folkeparti ligner mere og mere landets næststørste parti, og Socialdemokraterne går markant frem, siger Hans Engell og fortsætter:
- Jeg tror, at fra regeringssiden vil man forsøge at banke nogle kiler ind mellem Venstre og DF. En af de ting, jeg vil lægge meget mærke til, er de meldinger, der kommer fra Venstre og DF.
- Hører vi to partier, der går ind i et fælles forhandlingsforløb og har en vilje til at køre sammen, eller oplever vi to partier, der taler i hver deres spor. DF's selvtillid er ikke blevet mindre, og regeringen har fået blod på tanden.
Venstre har allerede fra morgenstunden kritiseret regeringens nedskæringer i den offentlige sektor. Ifølge Venstre ville kommunerne, hvis Venstre havde vundet regeringsmagten i 2011 og indført nulvækst, have fået 25 milliarder kroner ekstra til velfærd, fordi partiet mener, at der under regeringen har været minusvækst i kommuneaftalerne.
- Nulvæksten og dermed nedskæringer i den offentlige sektor er nok det punkt, hvor Socialdemokratiet er gået allerhårdest til Venstre, og det er nok det område, hvor det er lykkedes dem i nogen grad at trænge igennem - ikke mindst hos de ansatte i den offentlige sektor, siger Hans Engell.
Derfor er det klart, at kan Venstre fremlægge beregninger, der viser, at udviklingen i virkeligheden har været skrappere under en socialdemokratisk ledelse, så vil de gøre det, mener han.
- Man skal huske, at afslutningsdebatten formentlig bliver den sidste inden et valg. Vi må regne med, at valget kommer i foråret 2015, så det kommer til at præge stemningen.
- Alle i Folketinget ved, at fra vi starter i august, så er valget mere eller mindre i gang. Det bliver en underlægningstone, at vi befinder os tæt på et valg og en valgkamp, der bliver et hamrende hårdt opgør.
/ritzau/