England tillader kvindelige biskopper

Skrevet af admin

14/07/2014

Dagens topnyheder

Der er nye tider på vej i Church of England - den anglikanske, officielle kirke i England.

Mandag har kirkens ledende organ, den såkaldte generalsynode, besluttet sig for at give kvinder lov til at være biskopper for første gang i kirkens næsten 500 år lange historie.

Dermed ser et halvt århundreds stridigheder om spørgsmålet ud til at have fået en ende, skriver nyhedsbureauet AFP.

Beslutningen, der blev truffet efter et timelangt møde i den nordengelske by York, omstøder en tidligere kontroversiel afvisning af spørgsmålet i 2012.

Afgørelsen skal nu debatteres i det britiske parlament, godkendes af dronning Elizabeth II og derefter tilbage til generalsynoden i november, inden den endeligt kan træde i kraft.

Allerede senere på året kan de første kvindelige biskopper blive udpeget.

Church of England er moderkirken til det globale anglikanske fællesskab med omtrent 80 millioner troende i over 165 lande.

Mandagens afgørelse gælder ikke anglikanske kirker i andre lande, men ledende præster siger, at den britiske beslutning sætter en symbolsk præcedens, som andre nationer vil være tilbøjelige til at følge.

Allerede i dag findes der kvindelige biskopper i andre lande i den anglikanske kirke.

Den første udnævnelse skete i 1989 i USA, og siden er kvinder i Australien, Canada, Cuba, New Zealand og Sydafrika også blevet valgt til posten.

I England har spørgsmålet om de kvindelige biskopper længe været et stridspunkt, som konservative stemmer i kirken i årtier har modsat sig.

I den seneste tid er mange kritikere dog blevet overtalt til at ændre holdning.

Det er sket efter forsikringer om, at deres synspunkter fortsat vil blive respekteret, og at de ikke vil blive tvunget til at lade sig lede af kvindelige biskopper.

/ritzau/AFP