Enhedslisten kalder regeringens sociale mål varm luft

Skrevet af admin

16/05/2016

Dagens topnyheder

Det nytter ikke, at socialminister Karen Ellemann (V) fremlægger en top-10-liste over sociale målsætninger, som afløser S-R-SF-regeringens sociale 2020-mål. Der følger ingen penge med, og regeringen tjekker ikke, hvordan det går med målene.

Det siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, fra partiets årsmøde på Grønnemose Skole i Høje Gladsaxe.

- Det virker som varm luft, hvis jeg skal være hudløst ærlig. Målsætningerne er ikke konkrete. Der er ikke sat tal på, så vi om tre-fire år kan se, hvordan det gik, siger Pernille Skipper.

- Det er så luftigt, at det nærmest er en stramning at kalde det hensigtserklæringer eller håb. Og så mangler der helt åbenlyst - ligesom den tidligere S-ledede regerings 2020-mål - midler og handlingsplaner.

De nye mål omfatter cirka 143.000 personer mod cirka 55.000 mennesker for S-R-SF-regeringens mål. Det forslår som en skrædder i helvede, fordi reformer af dagpenge, kontanthjælp og førtidspension har ramt så mange mennesker, mener Pernille Skipper.

- Vores sociale system er udhulet de seneste mange år. Satspuljen har ikke haft nye penge, og kommunernes sociale indsats er skåret ned. Samtidig har de store reformer ramt mennesker uden for arbejdsmarkedet rigtig, rigtig hårdt, siger Pernille Skipper.

Regeringen vil have handicappede, socialt udsatte og psykisk syge i arbejde og uddannelse. Men det nytter ikke at sætte mål, som hverken måles eller finansieres, mener hun.

Spørgsmål: Enhedslisten vil altid sende flere penge. Hvor kommer de fra?

- Jeg siger ikke kun: "Send flere penge". Det er lige så vigtigt, at man også laver handlingsplaner i stedet for at sige: Vi ville ønske, at flere unge får en uddannelse, og at der er mindre kriminalitet, siger Pernille Skipper.

/ritzau/