Enhedslisten: Pensionsselskaber har ikke styr på moral

Skrevet af admin

07/12/2014

Dagens topnyheder

De danske pensionsselskaber må stoppe med at investere i selskaber, der har israelske aktiviteter på Vestbredden, som er besat af Israel.

Det mener Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl, efter at ngo'en DanWatch har undersøgt de 10 største pensionsselskabers investeringer og påvist, at de har investeret mere end en milliard kroner i selskaber, der opererer på Vestbredden.

- Det er en skandale, at de største pensionsselskaber ikke har mere styr på deres moral, når de investerer, og dermed ser stort på menneskerettigheder.

- Det er vigtigt at de hurtigst muligt stopper deres investeringer, der understøtter Israels ulovlige aktiviteter på Vestbredden, siger Christian Juhl i en pressemeddelelse.

Enhedslisten har presset på for at få Palæstina anerkendt som selvstændig stat og er en af de argeste politiske kritikere af Israels fremfærd i de besatte områder.

Christian Juhl mener, at pensionsselskaberne går Israels ærinde i sagen.

- Vi opfordrer regeringen til at tage initiativ til en opstramning af loven, så vi kan stoppe virksomheder og pensionsselskabers investeringer i den slags aktiviteter.

- Ingen danske virksomheder skal efter Enhedslistens mening legitimere de israelske bosættelsers eksistens eller forbedre deres økonomiske muligheder, skriver han.

I en udtalelse tidligere i år understregede alle Folketingets partier minus Dansk Folkeparti, at israelske bosættelser ikke bør få "legitimeret deres eksistens eller forbedrede økonomiske muligheder" gennem offentlige eller private danske engagementer.

/ritzau/