Enhedslisten raser over at være holdt ude af aftaler

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

Trods et bragende valg for Enhedslisten over hele landet er der vrede i Region Hovedstaden og i Aarhus over, at det flotte resultat ikke udmøntes i en regionsaftale og en rådmandspost.

Susanne Lander, spidskandidat i Region Hovedstaden for Enhedslisten, er vred over, at den nye regionsformand, Sophie Hæstorp Andersen (S), brød en klokkeklar aftale med Enhedslisten.

Det skete, da hun tidlig onsdag morgen vendte ryggen til partiet og i stedet fik opbakning fra Dansk Folkeparti, De Radikale, Det Konservative Folkeparti og SF.

Susanne Langer havde en forhåndsaftale om ikke at lave aftaler med andre uden at give hinanden besked først, siger hun til Dagens Medicin.

- Den aftale brød Sophie Hæstorp Andersen klokkeklart i nat, og det er meget uklogt af hende at indlede sit formandskab med sådan en svinestreg, siger Susanne Langer til Dagens Medicin.

Da valgresultaterne løb ind sidst på aftenen var Enhedslisten flere gange i forhandlinger med S og SF. Ved midnat blev partierne - ifølge Susanne Langer - enige om et udkast til en aftale med opbakning også fra De Radikale.

Men resultaterne fra flere valgsteder i København lod vente på sig, og hun valgte at slå koldt vand i blodet.

- Resultaterne fra København trak ud. Men omkring klokken 04.00 opsøgte Sophie Hæstorp Andersen mig og sagde, at hun nu havde lavet en aftale med SF, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og De Radikale.

Sophie Hæstorp bekræfter ifølge Dagens Medicin forløbet og erkender at have brudt aftalen med Enhedslisten. Men det var nødvendigt for at lave en bred aftale, siger hun.

I Aarhus tredoblede Enhedslisten sit mandat. 16.828 stemte på Enhedslisten. Partiet er det andetstørste parti i den røde blok og det tredjestørste i byrådet. Alligevel blev der ingen rådmandsposter til partiet, oplyser DR Østjylland.

- Man kan undre sig over, hvorfor man holder valg, når borgmesteren laver aftalerne på forhånd. Der har slet ikke været kigget på valgresultatet, siger partiets spidskandidat Maria Sloth til radioen.

/ritzau/