Enigt politisk flertal: Nu skal der ryddes op i tatovørbranchen

Skrevet af Kirstine Petersen

26/09/2015

Dagens topnyheder

Flere lader deres krop udsmykke med en tatovering, men det betyder desværre også at flere får skader af blæk og nål, ifølge dr.dk.

Amatøragtige resultater, allergiske reaktioner samt betændelse i huden er nogle af de oplevelser, som kunderne kommer hjem med på grund af uhygiejniske forhold. Det sker blandt andet, fordi der i dag ikke holdes godt nok øje med tatovørerne.

Nu vil et politisk flertal med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og i Socialistisk Folkeparti i front derfor stramme reglerne på området.

Læs også: Hun giver gratis tatoveringer til kvinder med ar efter hustruvold

Partierne ønsker at indføre et krav om rette uddannelse og hygiejne, hvis man skal føre nålen:

- Vi vil have en tvungen certificering af tatovørerne, så man ikke kan arbejde som tatovør, uden at man lever op til nogle kvalitetskrav hvad angår uddannelse og hygiejne, siger sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) til dr.dk.

- I dag kan man jo slå sig ned ved at købe et tatoveringssæt på nettet, og nogle af de brodne kar bruger farver, som er giftige for huden, giver store sår og i værste fald fører til amputering. Derfor skal vi have strammet op, så folk kan stole på, at det er i orden, hvad der foregår i tatovørforretningerne, uddyber hun.

I dag er det frivilligt, om man vil lade sig registrere som tatovør, men den ordning er ikke god nok, stemmer Socialdemokraterne i.

Læs også: Sørgende mor får tatovering med dødfødt datters aske

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) erklærer sig enig i, at det kan være en god ide at se den nuværende lovgivning efter sømmene og ændre den med henblik på at skærpe kundernes sikkerhed.