Erdogan: Forkert af USA at kaste våben til kurdere

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger onsdag, at det var forkert af USA at smide våbenforsyninger ned til kurdiske styrker, som forsvarer den syriske grænseby Kobani mod et angreb fra Islamisk Stat, IS.

- Det, der blev gjort, har vist sig at være forkert. Og hvorfor så det? Fordi nogle af våbnene, som de kastede ned fra C130-flyene, blev opsnappet af Isil (et andet navn for IS, red.), siger Erdogan ved et pressemøde i Tyrkiets hovedstad Ankara.

Søndag nægtede den tyrkiske præsident at bevæbne de syriske kurdere yderligere. Det syriske parti PYD's væbnede gren, YPG, der fører an i forsvaret af Kobani, er nemlig allieret med Kurdistans Arbejderparti, PKK, som står på både USA og Tyrkiets liste over terrororganisationer.

Våbnene blev kastet ned over Kobani natten til mandag.

Tidligere onsdag oplyste Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, at nogle af de våben, som skulle hjælpe kurdere i kampen mod Islamisk Stat, var faldet i IS-jihadisternes hænder.

Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, bekræfter onsdag, at Islamisk Stat rigtig nok har fået fat i en pakke med det militære udstyr, mens en anden pakke er blevet ødelagt og altså heller ikke er nået frem til kurderne i den belejrede by.

- I går meddelte vi, at en pakke var blevet ødelagt. Siden har vi set på det igen, og vi kan fastslå, at en pakke sandsynligvis er faldet i fjendens hænder, siger Steve Warren, som er talsmand for forsvarsministeriet.

26 pakker med lette våben, ammunition og medicin, nåede dog frem til kurderne i den belejrede by, siger talsmanden.

IS lancerede i midten af september en offensiv mod Kobani, der ligger tæt på den syrisk-tyrkiske grænse. Men ifølge USA's vurderinger har en række luftangreb på det seneste sendt jihadisternes i defensiven.

/ritzau/Reuters

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


Sammenlign sikre og regulerede casino-sider i Danmark. Udforsk de bedste online casinoer på www.bedrageri.com/online-casino


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

Dagens Gossip