Erdogans parti fører ved lokalvalget i Tyrkiet

admin

|

30/03/2014

Dagens topnyheder

Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogans, AKP-parti har lagt sig i spidsen ved det tyrkiske lokalvalg.

Det endelige resultat er ikke klar endnu, men holder tendensen, så er fremtiden for Erdogan noget lysere, end hans kritikere har håbet på.

Lokalvalget er af mange iagttagere blevet set som en folkeafstemning om Erdogan, der i de seneste måneder er kommet i defensiven på grund af blandt andet en korruptionsskandale, ligesom hans styre har slået ned på sociale medier på nettet.

- Resultaterne viser, at Erdogan har overlevet disse skandaler med meget få skader, siger Mehmet Akif Okur, forsker på hovedstaden Ankaras Gazi- universitet.

Med en tredjedel af stemmerne talt op kort før klokken 22 dansk tid var næsten halvdelen af stemmerne givet til AKP, rapporterer tv-stationen CNN-Turk.

46 procent af stemmerne var da gået til AKP, mens 27 procent var gået til hovedrivalen, Det Republikanske Folkeparti (CHP).

De færdige optællinger fra millionbyerne Istanbul og Ankara er ikke indløbet endnu. Foreløbige tal viser, at AKP også fører i Istanbul og en stribe andre storbyer, men i Ankara ligger det mere tæt med 45 procent til AKP og 43 procent til CPH, siger tv-stationen.

Erdogan har tidligere erklæret, at han ville gå af, hvis hans parti ikke vinder lokalvalget.

Han var optimist, da han afgav sin stemme.

- Vort folk vil sige sandheden i dag. Det, som folket siger, er sådan, det er, sagde han.

I Ankara ved AKP-hovedkvarteret har masser af mennesker samlet sig og ser tv-dækningen af valget på en storskærm, mens de venter på, at Erdogan kommer og holder en "balkontale".

/ritzau/AFP