Eriksen og co. redder Schmeichel og Okores PL-eksistens

Skrevet af admin

16/05/2015

Mest læste i dag

Christian Eriksen og Tottenham er stadig i spil til at deltage i Europa League i den kommende sæson.

Lørdag eftermiddag vandt London-klubben på hjemmebane med 2-0 over Hull og generobrede sjettepladsen i Premier League, som Southampton overtog tidligere lørdag.

Nacer Chadli og Danny Rose sørgede for målene i det første kvarter af anden halvleg. Christian Eriksen blev skiftet ud efter 58 minutter ved stillingen 1-0.

Det var et resultat, som med sikkerhed fik armene i vejret hos et par andre danskere i ligaen.

Resultatet betød nemlig, at Kasper Schmeichels klub Leicester og Jores Okores Aston Villa begge er sikret en ny sæson i den bedste række.

Lørdag spillede Leicester med Kasper Schmeichel på mål 0-0 på udebane mod Sunderland og kan dermed ikke længere hentes af Hull under nedrykningsstregen.

Det samme er tilfældet med Aston Villa, der tidligere lørdag tabte 1-6 ude til Southampton.

Nu skal Hull kæmpe mod Sunderland og Newcastle for at undgå den sidste nedrykningsplads. Burnley og Queens Park Rangers er allerede rykket ned.

Trods det motiverede Queens Park Rangers sig til at slå Newcastle 2-1 lørdag. Newcastle førte ellers ved pausen.

Hull ligner dog en nedrykker. Holdet er pisket til slå Manchester United på hjemmebane i sidste spillerunde og er dertil afhængig af, at et af de andre bundhold smider point.

/ritzau/