Eriksen: Tottenham skal forbedre sig mod de store hold

Skrevet af admin

25/07/2014

Dagens topnyheder

Tottenham blev i sidste Premier League-sæson slået stort af Manchester City, Liverpool og Chelsea, hvilket får Christian Eriksen til at efterlyse forbedringer.

Den danske midtbanespiller mener, at Tottenham skal gøre det bedre mod ligaens største klubber.

- Sidste år klarede vi os ikke så godt mod de store hold, men vi gjorde det godt mod alle andre.

- Forhåbentligt kan vi blive mere stabile og få nogle flere point mod de store hold, siger Eriksen ifølge london24.com på et pressemøde i USA, hvor Tottenham forbereder sig til den kommende sæson.

- I nogle af kampene blev vi slået temmelig stort, og det er måske noget, der bliver siddende hos spillerne helt ind i den næste kamp.

- I begyndelsen af kampene tænker man ikke over det, men når man kommer bagud med 0-3 eller 0-4, så ønsker man ikke, at det ender helt galt, siger danskeren.

Eriksen er i øjeblikket i gang med sin første opstart med Tottenham efter skiftet fra Ajax Amsterdam i begyndelsen af sidste sæson.

Tottenham, der har hentet Mauricio Pochettino ind som manager i stedet for Tim Sherwood, endte på sjettepladsen i Premier League i Eriksens første år i London-klubben.

/ritzau/