Esben Lunde Larsen afviser tillægspakke til miljøet

Skrevet af admin

05/03/2016

Mest læste i dag

De Konservatives krav om, at der kommer en tillægsaftale til den omstridte landbrugspakke, der skulle mindske effekten på miljøet, bliver ikke til noget.

Det siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til Jyllands-Posten.

- Helt overordnet skal De Konservative ikke gøre sig nogen forhåbning om en tillægspakke, skriver ministeren til Jyllands-Posten.

De Konservative stemte for den landbrugspakke, der kostede tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) jobbet.

Det gjorde den, fordi der var store problemer med de beregninger, der lå til grund for pakken. Pakken var præsenteret som havde den en positiv effekt på miljøet. Men det argument er der blevet sået voldsom tvivl om.

Når De Konservative alligevel stemte for landbrugspakken var det med et krav om, at der ville komme en tillægspakke, der ville opveje de skadelige effekter på miljøet.

I stedet for en tillægspakke henviser Esben Lunde Larsen til, at De Konservative kan komme med ønsker til de kommende forhandlinger om en såkaldt naturpakke, der vil komme til foråret.

Fra De Konservative lyder det, at det er afgørende med tiltag, der reducerer kvælstofbelastningen af miljøet.

- Det afgørende er stadig, at vi får nogle kvælstofreducerende tiltag. Vores prioritet har været en egentlig tillægspakke. Men vi hører, hvad ministeren siger, og det afgørende er ikke, hvad pakken hedder, siger De Konservatives miljøordfører, Mette Abildgaard.

/ritzau/