Et år efter fransk togulykke: Skinner var fuld af fejl

Skrevet af admin

07/07/2014

Mest læste i dag

De franske togskinner er "i et forfald aldrig før set", konkluderer en gruppe af eksperter, der har fået til opgave at undersøge årsagen til den togulykke, som 12. juli sidste år kostede syv personer livet 25 kilometer syd for hovedstaden Paris.

Eksperternes rapport offentliggøres mandag, men den franske avis Le Figaro har set konklusionerne på forhånd, og de er ikke opløftende: Der er fundet mere end 200 "uregelmæssigheder" alene på den strækning, hvor ulykken fandt sted.

- De fleste af uregelmæssighederne var kendt af SNCF (det statslige togselskab, red.) eller deres agenter, men alligevel tog de sig ikke af dem på en hensigtsmæssig måde, skriver eksperterne i rapporten ifølge Le Figaro.

Samtidig konkluderer rapporten ifølge Reuters, at mange af de skader og fejl på skinnerne, som eksperterne er stødt på, har været "adskillige måneder" undervejs.

SNCF har, ifølge AFP, tidligere slået fast, at det var en sammenkobling, der var skyld i ulykken, da den blev skubbet løs ved et sporskifte.

Eksperternes rapport udkommer fem dage før årsdagen for togulykken, som var den værste i Frankrig i 25 år.

Toget var på vej fra Paris og skulle til byen Limoges, der ligger knap 400 kilometer sydvest for Paris, da det blev afsporet ved stationen i Paris-forstaden Brétigny-sur-Orge.

Siden har SNCF været under hårdt pres for at finde årsagen og dobbelttjekke sikkerheden på de franske togskinner.

Og det er ikke den eneste sag, togselskabet har haft hængende over hovedet på det seneste. I maj trak det upopulære selskab nye overskrifter, da det kom frem, at tog-operatøren havde bestilt omkring 2000 nye tog, som er for brede til flere franske togstationer.

Det første til, at man må flytte 300 af omkring 1200 togperroner længere væk fra hinanden, så de nye tog kan køre ind på stationerne.

/ritzau/