Et billede af hvordan en butiksansat behandler en ældre kvinde går hurtigt viralt

Skrevet af Jesper Larsen

03/02/2015

Dagens topnyheder

Et billede af en canadisk butiksansat, der følger en ældre dame hjem på et tilfrosset fortov er hurtigt gået viralt.

- Jeg kom kørende i Halifax ved Sobeys på Queen Street og fik min ven til at sætte farten ned, så jeg kunne tage dette vidunderlige billede, skrev Terri Bordage Stevens ved billedet, der har fået over 15.000 likes og næsten 6000 delinger.

Den særdeles venlige butiksansatte hedder Austin MacNeill og arbejder i butikken Sobeys, hvor den ældre blinde dame Mary Cogswell havde ordnet sine indkøb. 

Og ifølge Mary Cogswell, har hun fået hjælp til at komme hjem af de ansatte i butikken de sidste fem år.

- Det gør de altid i Sobeys, uanset hvem det er, der hjælper mig med at finde varerne, så hjælper de mig også hjem med dem, uanset hvilken årstid det er, siger hun til cbc.ca

Ifølge den ældre kvinde, var det de butiksansattes ide i første omgang, at de skulle hjælpe hende. 

Austin MacNeill er nu blevet lidt af en berømthed for sin gerning, og han siger, at det er helt almindeligt for de ansatte at være hjælpsomme. 

- Alle i butikken kan lide at hjælpe kunderne, det er bare noget vi gør, og det sker på daglig basis, siger han.