EU: Aftalen med Ukraine er klar senest til november

Skrevet af admin

11/03/2014

Mest læste i dag

EU sigter mod at underskrive hele den udskudte frihandelsaftale med Ukraine, så den kan træde i kraft senest 1. november.

Det oplyser EU's kommissionsformand, José Manuel Barroso, og handelskommissær Karel De Gucht tirsdag på et fælles pressemøde i EU-Parlamentet i Strasbourg.

Samtidig oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse, at man frem til aftalen træder i kraft, allerede nu vil fjerne eller kraftigt reducere en række toldsatser for ukrainsk eksport til EU.

Der er ifølge EU-Kommissionens beregninger tale om lettelser, der vil give Ukraine en årlig økonomisk fordel på 3,73 milliarder kroner. De midlertidige lempelser falder bort, når selve frihandelsaftalen træder i kraft.

EU-landenes stats- og regeringschefer godkendte allerede på et hasteindkaldt topmøde torsdag i sidste uge i Bruxelles en stor hjælpepakke til Ukraine.

Flere af elementerne i pakken, der har en samlet værdi af 82 milliarder kroner, er dog betinget af en aftale mellem den ukrainske regering og Den Internationale Valutafond, IMF.

Den fremrykkede gennemførelse af dele af den allerede færdigforhandlede frihandelsaftale var en del af pakken fra sidste uge.

Tirsdagens meddelelse fra kommissionen indeholder detaljerne og er det nødvendige skridt for, at pakken kan blive formelt godkendt af EU's medlemslande og EU-Parlamentet.

Kommissionen håber, at alt kan være på plads, så toldlettelserne får effekt fra juni.

Ifølge forslaget skal importtolden helt fjernes på 95 procent af alle de industrivarer, EU importerer fra Ukraine - og reduceres for den resterende andel, der mest omfatter kemikalier.

For landbrugsvarer bliver adgangen til EU's marked lempet for 82 procent af de varer, der bliver importeret fra Ukraine. For korn, svinekød, oksekød, kylling og en række andre produkter bliver der lavet toldfri kvoter, der skal sætte et loft for den billigere handel.

Nogenlunde samme system vil gælde for forarbejdede fødevarer.

Ukraine vil ikke blive bedt om at gengælde EU's skridt - men det er et krav, at landet ikke i den mellemliggende periode gør det sværere for EU at sælge varer til Ukraine.

Ukraines nu afsatte præsident, Viktor Janukovitj, droppede i november sidste år i sidste øjeblik at underskrive aftalen med EU, hvilket udløste omfattende protester i hans hjemland, som nu er kulmineret i den aktuelle internationale krise.

/ritzau/