EU holder Syrien ude i kulden endnu et år

Skrevet af admin

28/05/2015

Dagens topnyheder

Flere end 200 navngivne syrere tæt på præsident Bashar al-Assads regime, over 70 virksomheder og så godt som hele landets økonomiske sektor vil også det kommende år være omfattet af omfattende sanktioner fra EU's side.

De 28 EU-lande har torsdag uden sværdslag besluttet at forlænge sanktionerne med et år, set i lyset af at situationen i Syrien bliver fortsat værre. Det meddeler sekretariatet for EU's ministerråd i en pressemeddelelse.

I forbindelse med den rutinemæssige forlængelse af de nu fire år gamle sanktioner bliver der også føjet endnu et navn til listen over personer, der er nægtet indrejse og har fået indefrosset deres midler i EU.

Det drejer sig ifølge pressemeddelelsen om en højtstående militærperson, som menes at have ansvar for undertrykkelse og vold mod civilbefolkningen i og omkring hovedstaden Damaskus.

EU begyndte at indføre sanktioner mod Syrien i maj 2011 som reaktion på præsident Bashar al-Assads voldelige nedkæmpelse af oppositionen, der begyndte to måneder forinden.

Sanktionerne er siden løbende blevet strammet og betyder i dag, at der er lukket ned for stort set alt politisk og økonomisk samarbejde, inklusiv handel og investeringer.

For to år siden vakte det en del postyr, da sanktionsregimet efter britisk pres blev ændret, så det nu - under nærmere betingelser - er muligt for EU-lande at levere våben til den syriske opposition.

/ritzau/