EU-Prognose: Der kommer mere styr på økonomien

Skrevet af admin

05/05/2015

Mest læste i dag

Der er stadig masser af grunde til at være på vagt over for europæisk økonomi.

Men EU-Kommissionen har i sin økonomiske forårsprognose, der bliver offentliggjort tirsdag, igen fået skuldrene en smule ned i forhold til de senere års drama og sine egne mere dystre forudsigelser for bare tre måneder siden.

Grækenland er stadig det store smertensbarn med enorm politisk usikkerhed om den unge regerings økonomiske politik og evner til at reformere.

Men i det store hele forventer EU-Kommissionen, at den økonomiske genrejsning er på rette spor.

Det ses i en række af de økonomiske nøgletal. Blandt andet en forventet vækst, der ligger over det, kommissionen selv spåede i sin sidste prognose, der kom for bare tre måneder siden.

Vækstskønnet for i år i hele EU lyder nu på 1,8 procent i år og 2,1 procent til næste år. For de 19 eurolande ventes en vækst i bruttonationalproduktet på 1,5 procent i år og 1,9 procent i 2016.

Blandt de lande, der trækker vækstskønnet op, er de tidligere kriselande Irland og Spanien samt de baltiske og østeuropæiske lande. Danmarks største eksportmarked, Tyskland, står til en vækst på 1,9 procent i år.

Inflationen for både eurozonen og EU som helhed ventes i 2015 at forblive lav på omkring 0,1 procent, men i 2016 ventes den at vokse til 1,5 procent.

Der er ifølge kommissionen også udsigt til langsomt faldende arbejdsløshed - 9,6 procent i år og 9,2 procent til næste år for hele EU - og ligeledes fald i budgetunderskuddet.

Forklaringen på de bedre udsigter skal findes i en blanding af olie, euro, investeringer, smalhals og vækst.

Europas økonomiske genrejsning skal ifølge EU-Kommissionen især hjælpes på vej af den billige olies gavnlige effekt for produktionen, den billige euros gode indflydelse på EU-landenes eksport, den fortsatte vækst i resten af verden og en kombination af EU's og medlemslandenes reformer de seneste år.

EU's økonomikommissær, franske Pierre Moscovici, beskriver i en pressemeddelelse situationen for europæisk økonomi som "det lyseste forår i flere år".

Men både han og kommissærkollega Valdis Dombrovskis, der er næstformand med særligt ansvar for euroen, advarer også om, at den stramme kurs skal holdes.

- Selv om det er opmuntrende, er vi nødt til at sikre os, at den økonomiske vækst er varig og holdbar, lyder det fra Valdis Dombrovskis.

/ritzau/