EU strammer igen skruen mod Rusland

Skrevet af admin

08/09/2014

Dagens topnyheder

Samtlige EU-lande har mandag aften sagt god for en ny stramning af de økonomiske sanktioner mod Rusland. Det bekræfter EU-præsident Herman Van Rompuy i en pressemeddelelse.

EU-landenes ambassadører var mandag aften indkaldt til hastemøde for at udrede trådene, efter at Finland havde erklæret betænkeligheder ved timingen af sanktionerne.

Der er ikke nogen præcis dato for ikrafttrædelsen i Van Rompuys pressemeddelelse, der taler om, at den formelle offentliggørelse vil ske "i løbet af de næste par dage".

- Det vil give tid til at vurdere gennemførelsen af våbenhvileaftalen og fredsplanen (for det østlige Ukraine, red.). EU er klar til at revurdere dele af eller samtlige de vedtagne sanktioner i lyset af situationen på landjorden, hedder det i pressemeddelelsen.

Den finske statsminister, Alexander Stubb, gjorde det efter et særindkaldt regeringsmøde klart, at Finlands regering havde problemer med timingen af sanktionerne, der er en skærpelse af sanktionerne fra juli mod Ruslands finans-, våben- og oliesektor samt mod varer, der kan anvendes til både civile og militære formål.

Statsminister Stubb sagde efter regeringsmødet mandag aften, at Finland havde hævet sit forbehold.

- Sikke en dag. Tingene udvikler sig aldrig helt, som man har planlagt. Har fået det udredt efter utallige opkald rundt i Europa.

- Det er klart, at Finland støtter den fælles EU-linje om Ruslands-sanktioner. Håber tingene i Ukraine forbedres hurtigst muligt, så sanktioner ikke er nødvendige, skrev Stubb på det sociale medie twitter.

Den finske statsminister medgav også, at Finland er bekymret for konsekvenserne af de modsanktioner, Rusland har truet med.

Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev, luftede mandag i et interview med avisen Vedomosti tanken om at forbyde luftfartsselskaber fra EU-lande at overflyve russisk territorium.

- Vi mener, at vi har venskabelige forhold til vores partnere, og fremmede luftfartsselskaber fra venligtsindede lande har lov til at flyve over Rusland. Men vi er nødt til at svare igen på enhver restriktion, der bliver pålagt os. Hvis vestlige selskaber skal flyve uden om vores luftrum, kan det presse mange af dem til konkurs, sagde Medvedev.

Ifølge finske medier henter luftfartsselskabet Finnair omkring 40 procent af sin omsætning på flyvninger til Asien, som alle går over russisk territorium.

/ritzau/