EU til Irak: Der skal være plads til alle

Skrevet af admin

23/06/2014

Mest læste i dag

Selv om EU som sådan ikke har nogen direkte rolle at spille i den militære konflikt i Irak, sender EU-landenes udenrigsministre fra deres møde mandag i Luxembourg en skarp opfordring til den irakiske regering om at få alle parter involveret i en politisk løsning.

Den danske udenrigsminister retter budskabet direkte til premierminister Nuri al-Maliki.

- Situationen i Irak er rent ud sagt forfærdelig og går også i den forkerte retning. Vi vil sende et utvetydigt budskab til lederen i Irak – Maliki – som vi frygter i øjeblikket har mere travlt med at gå i retning af større sekterisk opsplitning i konflikten.

- Der er brug for, at han rækker hånden ud til alle grupper i det irakiske samfund. Hvis ikke der er én samlende regering i Bagdad, så er der heller ikke én regeringshær, der kan slå islamisterne tilbage, siger Martin Lidegaard (R).

Udenrigsministeren siger, at det er urimeligt, når nogle kritikere har sammenlignet al-Maliki med Iraks tidligere diktator, Saddam Hussein. Blandt andet fordi der lige har været holdt demokratiske valg og er ved at blive dannet regering.

Men Lidegaard lægger ikke skjul på sin skuffelse over den irakiske leder.

- Jeg synes ikke, Maliki har været sin opgave voksen de sidste par år. Han har været så eksklusiv. Han har marginaliseret sunnimuslimerne, og der er brug for det modsatte i Bagdad i øjeblikket, siger Lidegaard.

Den strategisk vigtige by Tal Afar i det nordlige Irak blev ifølge nyhedsbureauet AFP mandag den seneste i rækken af byer, der faldt til militante, sunnimuslimske islamister.

Der er også kommet rapporter om, at 69 fanger blev dræbt mandag, da de militante angreb en konvoj, som transporterede fangerne i et område syd for Bagdad.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, landede tidligere mandag i Bagdad på et overraskende besøg for at føre drøftelser med premierminister al-Malaki og andre ledere.

Den militante gruppe Isil, Islamisk Stat i Irak og Levanten, leder grupperingen af sunnimuslimske grupper, som deltager i offensiven i det nordlige Irak.

/ritzau/